Chili con carne på en helt ny måde

30 maj

boenne2

For nogle uger siden var jeg hjemme hos min gamle ven Finn, som jeg har gået i folkeskole sammen med. Han serverede en alternativ udgave af chili con carne, som alle vi der prøvede den var helt vilde med.

Nu får du også opskriften og jeg vil anbefale, at du gi’r den en chance. Jeg kommer til at lave denne version mange gange fremover.

Den største forskel i forhold til den klassiske chili con carne er, at denne version har chorizopølse i tern i stedet for hakket kød.

Der skal bruges en del ingredienser, men den er meget, meget nem at lave.

Retten kan iøvrigt med fordel laves på en gas-grill – hvis du har en gryde der kan tåle det 🙂

Her er hvad du skal bruge til 5-6 personer:

  • 250 gram god chorizopølse, skåret i tern på 1 cm
  • 1 stort løg, finthakket
  • 1 stor peberfrugt, skåret i tern på 1 cm
  • 1 chili, finthakket (størrelse og styrke efter smag …)
  • 4 fed hvidløg, finthakkede
  • 2 teskefulde stødt spidskommen
  • 2 teskefulde tørret oregano
  • 1 teskefuld chiliflager eller chilipulver
  • 2 dåser grofthakkede tomater
  • 1 øl (33cl) – gerne mørk
  • 2 dåser kidneybønner
  • 1 dåse butterbeans
  • 1 dåse kikærter
  • Salt og peber efter smag
  • Lidt olivenolie til stegningen
  • Evt: Revet ost og creme fraiche som tilbehør

 

Her er hvad du skal gøre:

  1. Steg chorizo-ternene i lidt olivenolie i en stor pande eller gryde. De skal have farve – men må ikke branke. Tager ca. 3-4 minutter.
  2. Tilsæt løg, chili, peberfrugt og hvidløg – og steg i yderligere 5 minutter (eller indtil løgene er blevet klare)
  3.  Tilsæt chilipulveret/flagerne, spidskommen og oregano – og rør godt rundt i 20-30 sekunder
  4. Kom nu de resterende ingredienser i, rør godt rundt og lad nu det hele simre uden låg på lav/mellem varme i 45 minutter.

Ta-da !

Et par ekstra billeder:

boenne3

boenne4

boenne5

God fornøjelse !

 

8 kommentarer to “Chili con carne på en helt ny måde”

  1. Thomas 30. maj 2015 hos 09:32 #

    Hej Henrik.
    Du nævner oregano i listen over ingredienser, men skriver rosmarin i vejledningen. Hvilken skal jeg bruge? 🙂

    • Henrik Brandt 30. maj 2015 hos 09:36 #

      Tak for at du fangede den fejl, Thomas !

      Er nu rettet. Det er oregano 🙂

  2. lene 7. november 2015 hos 09:26 #

    Hej Henrik , har lige prøvet din culotte opskrift.. Det blev rigtig godt

  3. Kim 17. januar 2016 hos 17:16 #

    Hej Henrik
    Har prøvet din culotte opskrift. Hold nu op!! Det er det bedste stykke oksekød, jeg til dato har stegt. Jeg vil også prøve din chili con care, men er dog lidt lummer over, at der ikke skal andet kød, end chorizo i!! 😕

    • Henrik Brandt 17. januar 2016 hos 17:21 #

      Tak, Kim !

      Du kan jo prøve ….. 😉

      Henrik.

  4. Mette 1. januar 2018 hos 02:15 #

    Fantastisk culotte, gjorde stor lykke.

Skriv en kommentar