Den perfekte Whiskey Sour – dine gæster kommer til at elske dig …

12 mar

Sour1

Hvis du godt kan lide at servere cocktails for dine gæster – og du ikke tør binde an med en  Whiskey Sour – så har jeg en god overraskelse til dig: Du kan lære at lave den bedste Whiskey Sour der findes på ingen tid – og dine gæster kommer til at elske dig for det.

Og lur mig om I ikke begynder at lave dem til jer selv i weekenden, selv om der ikke kommer gæster 🙂

Hvis du har hørt om Whiskey Sour, men tænker “det er ikke noget for mig”, så gætter jeg på, at der kan være to årsager:

  1. Du kan ikke lide whisky. Her er der med det samme gode nyheder: Hvis du ikke kan lide whisky, så er der en stor chance for at du kun har smagt skotsk whisky. Og jeg forstår dig udmærket: Den røgede/tjærede smag er ikke for alle og enhver – og det er f.eks. endnu ikke lykkedes mig (trods adskillige forsøg) at komme til at holde af skotsk whisky. De gode nyheder er derfor, at en Whiskey Sour er lavet på amerikansk whiskey (typisk “Bourbon” eller “Rye”) og der er der meget stor chance for, at du kan lide disse versioner (og de har INGEN smag af røg og tjære).
  2. Du er ikke så meget til “sure” drinks – og fortrækker i virkeligheden at de er lidt til den søde side. Også her er der gode nyheder: På trods af navnet, så har en Whiskey Sour den perfekte balance mellem sødme og syre – endda på et niveau der stort set ikke ses i andre cocktails.

Men andre ord: Gør dig selv en tjeneste og prøv denne sublime cocktail. Det værste der kan ske er at du ikke kan lide den – det bedste der kan ske er, at dine venner kommer til at opfatte dig som cocktail-gud 🙂

(Iøvrigt: Hvis du undrer dig over hvorfor jeg staver whisk(e)y på to måder, så er den god nok. Amerikanerne staver ordet med “e” – skotterne uden).

Nå …. jeg kan godt mærke at du tænker “kom nu til sagen, Henrik”. Point taken – her kommer opskriften:

Til 2 Whiskey Sour skal du bruge følgende:

  • 12 cl Bourbon eller Rye whiskey
  • 6 cl sukkersirup (super simpelt at lave – se nedenfor)
  • 6 cl citronsaft
  • 4 stænk Angostura bitter
  • En æggehvide (kan udelades – men det er lidt synd)
  • Isklumper
  • Hvis den skal være perfekt: 4 Amarena kirsebær og lidt saft

Fremgangsmåde:

  1. Start med at fylde isklumper i de to cocktailglas.
  2. Hvis du har det: Kom 2 Amarena kirsebær i hvert glas – og en teskefuld saft
  3. Kom æggehviden i din cocktailshaker (se nedenfor, hvis du ikke har en shaker)
  4. Kom nu whiskey, sukkersirup, citronsaft og  2 stænk Angostura ned i shakeren
  5. Ryst det hele godt sammen i 5 sekunder (det kalder man et “dry shake”)
  6. Kom nu 8-10 isklumper i shakeren
  7. Ryst nu det hele godt i ca. 30 sekunder
  8. Åben shakeren og kom nu din “strainer” henover (så isklumperne ikke kommer med ud) og fordel væsken mellem de to glas
  9. Kom et sugerør og et stænk Angostura i hvert glas

Nu har du en Whiskey Sour der smager lige så godt – og ser lige så godt ud – som på de bedste cocktailbarer:

Sour1

Og så lige svar på nogle vigtige spørgmål:

Hvordan laver man sukkersirup? Man tager lige dele sukker og vand og varmer det op indtil sukkeret er opløst. Herefter kommes det på flaske og afkøles i køleskabet. Jeg laver selv sukkersirup af 2dl rørsukker og 2 dl vand af gangen (så er der til MANGE cocktails).

Kan man bruge skotsk whisky? ABSOLUT nej.

Kan man undvære Angostura? Nej

Kan man undvære æggehviden? I princippet ja – da den ikke smager af noget. Men så får man jo ikke det fine hvide skum som du ser på billedet overover 🙂

Kan man undvære Amarena kirsebærene? Det kan man godt – men jeg foretrækker at de er med. De er selvfølgelig ikke billige (50-100 kr for et glas), men de kan holde sig i lang tid.

Hvilket mærke whiskey anbefaler du? Så længe du køber en hvor der står “Kentucky Straight Bourbon Whiskey” eller “Straight Rye Whiskey”, så er du OK. Mærker som f.eks. “Bulleit” og “Four Roses” kan fås overalt og ofte til under 200,- for en flaske. Jeg foretrækker selv Bourbon versionerne – men der er også mange der foretrækker Rye.

Sour2

Hvad gør jeg hvis jeg ikke har en shaker/strainer? Du kan godt bruge en syltekrukke med patentlåg (den skal dog være lidt større end på billedet nedenfor). Hvis du får smag for at lave cocktails vil jeg dog anbefale dig, at du køber et shaker/strainer sæt (kan fås fra 250,- online).

Sour3

God fornøjelse! 

 

 

 

5 kommentarer to “Den perfekte Whiskey Sour – dine gæster kommer til at elske dig …”

  1. Michael Brandt 30. marts 2017 hos 18:30 #

    Blot til orientering, så er det et mindretal af skotske whiskyer, som smager røget/tjæret. I det største Whisky-distrikt i Skotland, Speyside, er der f.eks ingen af de lokale “malts” lavet på peat (tørv), og har således ingen røgsmag. Prøv eksempelvis en Glenfarclas med et par dråber vand og du vil indse, at skotske single malts aldrig var tiltænkt en rolle som drinks-ingrediens.

    • Henrik Brandt 30. marts 2017 hos 20:39 #

      Tak for din kommentar – havde helt glemt, at du var skotsk whisky ekspert. Jeg er helt enig i at skotske whiskyer ikke er tiltænkt som drink-ingrediens – og netop derfor skriver jeg også, at man absolut ikke må bruge det i en whiskey sour.

  2. Allan Leergaard 15. april 2017 hos 17:27 #

    Hej Henrik
    Jeg er stor fan af din blok – glæder mig umådeligt at se, at der stadig er liv i bloggen 😀
    Mvh
    Allan Leergaard

    • Henrik Brandt 15. april 2017 hos 17:39 #

      Tak, Allan – efter næsten et års pause så lover jeg, at der snart kommer gang i den igen !!!!!!

      Henrik.

  3. Jacob 15. februar 2019 hos 07:15 #

    Hej Henrik.
    Lyder godt nok lækker 🙂 Et hurtigt spørgsmål, jeg har lige fået 2 flasker uåbnet Ballentines, kan jeg bruge den tror du? Har ingen idé om hvad jeg kan bruge dem til ellers.
    God weekend 🙂
    Mvh. Jacob

Skriv en kommentar